Vindmøller


Bo og Christoffer har været på en spændende ekskursion til et af 3 nationale testcentre, hvor dansk industri tester nogle af verdens største vindmøller, nemlig de store hav-vindmøller, også kendt som offshore vindmøller. Centeret ligger i Østerild, som ligger i det nordvestjyske – tæt på Thisted og drives af DTU Vindenergi. Besøgscenteret var lukket grundet Corona, så planen var ikke en guidet rundtur, men alligevel var der mulighed for, at man kunne komme rundt selv. Området, der får omkring 30.000 besøgende om året, er kæmpestort. I besøgscenteret kan besøgende få den nyeste viden om vind og vindkraft i Danmark, de kan få svar på, hvordan en vindmølle bliver bygget og se forskellige vindmøllemodeller. Der er plads til 9 test-møller, og i øjeblikket står der 7.

De fik megen ny viden med sig hjem

For at teste en stor vindmølle er der behov for en middelvindshastighed på mindst 8 meter i sekundet i 100 meters højde, og det er heller ikke tilfældigt, at man har valgt at placere testcentret lige netop i Østerild.

”Derfra hvor vi parkerede bilen, til vi nåede ud til vindmøllerne, var der omkring 200 meter, hvor møllerne nærmest stod som perler på en snor. Der var både Siemens, Vestas mfl.” uddyber Bo. Danmarks Tekniske Universitet, DTU, står for anlæggelse og driften af testcentret.

En vindmølle, der bliver bygget på klodser, var stillet op som demonstration for at vise, hvor høje de var. Her fik Christoffer og Bo mulighed for at komme op i 20 meters højde (første klods), så de kunne få et indtryk af, hvor enorme møllerne var. Inde i møllerne var der en metalvinkeltrappe.

”Når der ikke er lukket, så kan man komme ind til en bygning, hvor man kan få historien omkring vindmøllerne. Det siges, at de vindmøller, der står derude, er nogle af de absolut største i verden”, fortæller Bo. “Det var sjovt at se de store vindmøller placeret midt ude i en plantage”.

Enorm rækkevidde

Da møllerne har en enorm rækkevidde (i højde og bredde), så var aktivister i tidernes morgen bange for, at møllerne ville tage livet af fuglene i området og desuden skabe støjgener. Men det hører man ikke så meget om længere. Personligt følte hverken Bo eller Christoffer, at møllerne larmede.

De højeste var omkring 250 meter. De mindste var cirka 130 meter høje. Alt i alt var det en sanselig og lærerig tur. Som Bo afslutningsvis siger det:

”Man bliver overrasket over, hvor store disse vindmøller i virkeligheden er, når man kommer så tæt på dem”.



Ikke langt fra Østerild ligger Ulfborg, hvor en af de første vindmøller blev bygget og stod færdig i 1978 – læs den spændende historie her i kapitel 5 af ”Vindkraftens historie”, udgivet af Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi.

Som DTU Vindenergi skriver i indledningen til kapitel 2 i en bog, udgivet i anledningen af DTU Vindenergis 40 års jubilæum:

”Der går en lige linje fra vindmøllen i Tvind, over verdens første prøvestation på en pløjemark ved Risø, til dagens største vindmøller på land og til havs.” Citat fra: VIND, VI SÆTTER VIDEN I SPIL, DTU Vindenergi, feb. 2019, Kapitel 2, side 39, https://windenergy.dtu.dk/ominstituttet

Det var en ekskursion, som absolut kan anbefales og gentages!

Læs mere om Tvinds vindmølle her.

 

Flere artikler fra vores nyhedsbrev

Familiedag på Opholdsstedet i Bogense

Familiedag på Opholdsstedet i Bogense

Familiedag på Opholdsstedet i Bogense   Lørdag d. 2. november var der Familiedag på Opholdsstedet i Bogense. Vi havde fantastisk flot vejr og stort fremmøde. Programmet stod på boller, muffins og gammeldags æblekage med masser af flødeskum - det hele var...

Borgmesterbesøg på Opholdsstedet i Bogense

Borgmesterbesøg på Opholdsstedet i Bogense

Borgmesterbesøg på Opholdsstedet i Bogense   Opholdsstedet i Bogense siger mange tak for besøget til Mette Landtved-Holm, borgmester for Nordfyns Kommune. Under besøget så borgmesteren værelser og værksteder, køkkener og opholdsstuer, gamercafé og bordtennisrum...

Nytårskoncert 2025

Nytårskoncert 2025

Nytårskocert 2025     Gode ven(-ner)! Vi byder dig/jer VELKOMMEN til Nytårskoncert Tvind 2025 - som denne gang afholdes i én af Europas bedste koncertsale, den du ser på billedet herover: Musikkens Hus i Aalborg Husets symfoniorkester er Aalborg...