Besøg i en østgrøndlands bygd, Tasiilaq

Fortalt af André, Ingemanns kontaktperson og matematiklærer, som ledsagede en af opholdsstedets elever, Ingemann, da han skulle besøge sin familie i starten af marts måned. Ingemann var i fuld gang med at forberede sig til eksamen i matematik, men blev kaldt hjem pga. sygdom i familien. De nåede lige at komme tilbage til Danmark, inden al flytrafik blev lukket ned pga. Corona-virus.

Rejsen derop

”Vi fløj af sted over Island til Grønland. Først fløj vi i et stort fly til Keflavik lufthavn på Island og siden med et mindre til Kulusuk, en lille østgrønlandsk bygd. Hver gang vi havde ventetid eller mens vi fløj, var der tid til at lave matematikopgaver.

Ingemann var i gang med at forberede sig til eksamen i matematik på G-niveau. Han skulle op i juni, så der var ikke lang tid tilbage. Der var rigtigt meget, der skulle læses og udregnes og der skulle klargøres nye afleveringer hver uge. Ingemann er god til matematik og var glad for at lave opgaverne. Det er så sejt! Vores plan var, at der skulle arbejdes med matematik hver dag, mens vi var i Tasiilaq.

Kulusuk er en lille landsby (300 indbyggere) på en ø, hvor man skifter til helikopter. I ventesalen var der mange mennesker, men i helikopteren var der kun plads til 7 passagerer ad gangen. Vi ventede i 3 timer, før det blev vores tur. Det tager kun 7 minutter at komme fra Kulusuk til Tasiilaq med fly. Det larmer meget i helikopteren, så vi havde høreværn på. Til gengæld er udsigten over isen og fjeldene fantastisk. Om sommeren kan man sejle ind i havnen ved Tasiilaq, men om vinteren er hele indsejlingen frosset til, så kan man gå på den. Fra morgenstunden kommer folk ud på isen og går til den modsatte side af bugten, hvor de borer huller i isen, så de kan pirke fisk. Des længere man går ud, des større er chancen for at fange noget, men risikoen for at gå igennem isen og drukne er også meget større.

Udsigten fra mine vinduer

Jeg blev indkvarteret i et lille hus, hvor jeg skulle rydde sne for at kunne komme ind.

Ud ad mine vinduer kunne jeg se flere kuld hunde. De kredsede rundt i sneen, så der blev dannet ringe ud fra den pæl, de var bundet fast til. De hylede hele dagen og især, når de skulle have mad. Hundene bliver brugt til at trække hundeslæder, som har transporteret folk over sne og is igennem tiderne. Nu er det ofte, man ser snescootere, som overtager hundenes opgave. Hundeslæder overlever måske kun, fordi det er en attraktion for turister at komme en tur over isen eller op til gletsjeren.

Søndag eftermiddag var der hundeslæde-væddeløb, hvor 4 hold skulle løbe 40 km på 2 timer. Det bedste hold ville efterfølgende kvalificere sig til det endelige hundeslædeløb med andre bygder. Solen stod højt, og det meste af byen var mødt op på isen for at heppe og hyggesnakke.

Da jeg kiggede længere ud ad vinduet i stuen, skar en stor gravemaskine sig igennem snelandsskabet og pløjede en sti hen til begravelsespladsen. Der kom mange mennesker til begravelsen. Selvom det var minus grader, blev de der i næsten 2 timer. Nogle af kvinderne bar deres traditionelle dragter. Nogle dage senere var der igen en gravemaskine og gravede i den frosne jord til næste begravelse.

Hvis du møder en isbjørn….

En begravelse er det ultimative. Når man bor i en bygd, hvor man er omgivet af store fjelde, kan der være mange farer, især om vinteren. Da vi ankom til Tasiilaq, fik vi at vide, at man den foregående aften havde set en bjørn i byens udkant. Man har meget respekt for bjørne. Det er ikke noget, man spøger med. Man skal ikke give dem mad eller tro, at det kæledyr. De kan angribe uden, at man når at reagere. Hvad skal man så?

Hvis man har et gevær, skyder man et varselsskud. Det hjælper at lave voldsomme lyde, men hvis den fortsat angriber, skal man vente, til den er ca. 15 meter fra én og skyde efter dens krop – det kan stoppe den, så man kan nå at flygte. Ellers skal man smide noget af sit tøj, så bjørnen snuser til det og det giver tid til flugt. Med den viden gik jeg en tur på isen – dog uden gevær! Jeg gik nok en kilometer, da jeg pludselig så et fodspor, som lignede en bjørnepote. Jeg vendte om og var meget opmærksom på, om der skjulte sig en pelsskikkelse i snemasserne.

Et par dage senere hørte jeg om en af de unge jægere fra byen, Ingemanns halvbror Dian, som tog på jagt ud på isen og ville jagte bjørnen. Selvom de ældre jægere advarede ham, kom han med sin hundeslæde for tæt på den tynde is og druknede. I flere dage forsøgte man at finde ham, men uden held. Han var kun 19 år og blev far for ikke længe siden. De hårde kår gør, at folk nogle gange tager flere risici, som kan ende fatalt.

Mange forskellige initiativer i Tasiilaq

Jeg besøgte et turisthotel – Red House, som ejes af en italiener, Robert. Ingemann præsenterede mig for Robert i lufthavnen, i Reykjavik. Robert har boet i Tasiilaq i 20 år og driver et hotel, hvor globetrottere mødes for at opleve den fantastiske natur på østkysten. I øjeblikket er der et filmhold, som er ved at optage en dokumentarfilm om Robert og om byen. Robert er meget engageret i byen. Han har tilknyttet 70 personer fra Tasiilaq, som delvist hjælper på hotellet med at lave mad, med at servere og at arrangere ture for turisterne. Herudover er Robert engageret i byens udvikling og taler varmt for, at de unge grønlændere vender tilbage til bygderne, så den gamle kultur får lov til at leve videre.

Når man snakker med folk i byen, oplever man, at der er en del mennesker, som kæmper for en bedre fremtid for byen. På skolen er der danske lærere, som er kommet for at blive. Mange sætter pris på naturen og på det gode arbejde, de udfører og som giver dem en følelse af at gøre en forskel for børn og unge i Tasiilaq.

Mens vi var i Tasiilaq, kunne man opleve nordlyset om natten – en fantastisk naturoplevelse, hvor den mørke himmel bliver oplyst af selvlysende, grønne skyer. Et eventyrligt syn.”