Magnus og skituren til Norge: ”Jeg føler mig fri, når jeg er deroppe”
En gruppe unge fra Opholdsstedet i Bogense pakkede op til vinterferien taskerne og satte kurs mod de norske fjelde for at opleve sneklædte landskaber og suset fra skiløb. Med tre biler fulde af eventyrlystne deltagere, heriblandt Magnus, blev det en tur fyldt med fart, styrt og masser af grin.
”Det fedeste er at kigge lige ud”
For Magnus var turen en fantastisk oplevelse. ”Den var fed. At stå på ski, se landskabet og bjergene – det er noget helt andet end de kedelige danske veje. Det fedeste er, at man kan kigge lige ud, så langt øjet rækker, og bare se bjergene og grantræerne,” siger han.
Men selv en fantastisk tur kan have sine udfordringer. Den lange køretur til Norge satte sine spor, og Magnus mærkede det fysisk: ”Jeg fik krampe i min højre balle. Det var en lang tur, men det var sjovt alligevel.” Heldigvis var Magnus forberedt. Han havde taget sine walkie-talkier med, hvilket gjorde kommunikationen mellem bilerne lettere. ”De har en rækkevidde på 3 km, så vi kunne hele tiden komme i kontakt, hvis nogen pludselig havde brug for at holde en pause. Det var ret smart!” fortæller han.
Fuld fart og masser af styrt
Selvom Magnus havde været afsted på ski flere gange før, blev det alligevel en tur med masser af fart og udfordringer. ”Jeg husker alle mine styrt bedst. På et tidspunkt susede jeg ned med 110 km/t! Jeg ved det cirka var den hastighed, for det ser sådan ud, når man kører på knallert i den fart,” siger han grinende. Men hvor mange gange styrtede han egentlig? ”Jeg vil skyde på, at jeg styrtede mellem 50 og 2000 gange.” Da vi stiller spørgsmålstegn ved det høje tal, uddyber han med et smil: ”Naaaj, men du ved, overdrivelse fremmer forståelsen!” Magnus udfordrede sig selv og prøvede endda offpiste på den sorte piste. Det gik dog ikke helt uden problemer. ”Da jeg stoppede, havde jeg et skilt siddende på min hjelm – jeg var simpelthen kørt ind i det og fik det med mig på vej ned.”
”Jeg føler mig fri”
Det var tredje gang, Magnus var på skitur i Norge, og for ham handler det ikke kun om fart og styrt.
”Frihed. Jeg føler mig fri, når jeg er deroppe,” siger han afsluttende.
En ting er sikkert – Magnus og de andre unge fra Opholdsstedet i Bogense kom hjem med masser af oplevelser i bagagen. Og mon ikke han allerede tæller dagene til næste tur?
Flere artikler fra vores nyhedsbrev
Familiedag på Opholdsstedet i Bogense
Familiedag på Opholdsstedet i Bogense En vigtig tradition på stedet er de to årlige familiedage, den ene i foråret den anden om efteråret. Det er dage, som er meget vigtige for os, og hvor vi skaber gode stunder sammen. Lørdag d. 4. november var en af disse mærkedage...
Efterårskoncert i Juelsminde
Efterårskoncert i Juelsminde Onsdag d. 15. november tog Opholdsstedet i Bogense del i den årlige Efterårskoncert, der altid finder sted i Juelsminde. Her er der fokus på de unges egen kunst og kunstneriske udtryk. Her fremfører elever, pædagoger og lærere en optræden...
På skolebænken i ”Neuropædagogik”
På skolebænken i ”Neuropædagogik” I arbejdet med sårbare unge skal vi dagligt agere på de unges reaktionsmønstre og tolke på, f.eks. hvorfor David ikke kommer til de aftaler, han indgår med de voksne, og vi skal tage stilling til, hvordan vi som pædagoger bedst kan...
Leder Bente Hansen
Tlf. 21 49 57 04
bente@opholdsstedet-bogense.dk
CVR-nummer 27829317
