Magnus og skituren til Norge: ”Jeg føler mig fri, når jeg er deroppe”
En gruppe unge fra Opholdsstedet i Bogense pakkede op til vinterferien taskerne og satte kurs mod de norske fjelde for at opleve sneklædte landskaber og suset fra skiløb. Med tre biler fulde af eventyrlystne deltagere, heriblandt Magnus, blev det en tur fyldt med fart, styrt og masser af grin.
”Det fedeste er at kigge lige ud”
For Magnus var turen en fantastisk oplevelse. ”Den var fed. At stå på ski, se landskabet og bjergene – det er noget helt andet end de kedelige danske veje. Det fedeste er, at man kan kigge lige ud, så langt øjet rækker, og bare se bjergene og grantræerne,” siger han.
Men selv en fantastisk tur kan have sine udfordringer. Den lange køretur til Norge satte sine spor, og Magnus mærkede det fysisk: ”Jeg fik krampe i min højre balle. Det var en lang tur, men det var sjovt alligevel.” Heldigvis var Magnus forberedt. Han havde taget sine walkie-talkier med, hvilket gjorde kommunikationen mellem bilerne lettere. ”De har en rækkevidde på 3 km, så vi kunne hele tiden komme i kontakt, hvis nogen pludselig havde brug for at holde en pause. Det var ret smart!” fortæller han.
Fuld fart og masser af styrt
Selvom Magnus havde været afsted på ski flere gange før, blev det alligevel en tur med masser af fart og udfordringer. ”Jeg husker alle mine styrt bedst. På et tidspunkt susede jeg ned med 110 km/t! Jeg ved det cirka var den hastighed, for det ser sådan ud, når man kører på knallert i den fart,” siger han grinende. Men hvor mange gange styrtede han egentlig? ”Jeg vil skyde på, at jeg styrtede mellem 50 og 2000 gange.” Da vi stiller spørgsmålstegn ved det høje tal, uddyber han med et smil: ”Naaaj, men du ved, overdrivelse fremmer forståelsen!” Magnus udfordrede sig selv og prøvede endda offpiste på den sorte piste. Det gik dog ikke helt uden problemer. ”Da jeg stoppede, havde jeg et skilt siddende på min hjelm – jeg var simpelthen kørt ind i det og fik det med mig på vej ned.”
”Jeg føler mig fri”
Det var tredje gang, Magnus var på skitur i Norge, og for ham handler det ikke kun om fart og styrt.
”Frihed. Jeg føler mig fri, når jeg er deroppe,” siger han afsluttende.
En ting er sikkert – Magnus og de andre unge fra Opholdsstedet i Bogense kom hjem med masser af oplevelser i bagagen. Og mon ikke han allerede tæller dagene til næste tur?
Flere artikler fra vores nyhedsbrev
Besøg hos Danmarks Forsorgsmuseum
Besøg hos Danmarks Forsorgsmuseum Torsdag d. 2. april var der ekskursion til Svendborg. Ved ankomsten fandt gruppen et hyggeligt sted ved marinaen, hvor de fik indtaget deres medbragte madpakker. Efter lidt godt at spise gik opgaven ud på at udfylde det medbragte...
Sommerprogram 2021
Sommerprogram 2021 Vi har skabt et Sommerprogram 2021 med masser af aktiviteter og oplevelser i DK, både tæt på Nordfyn, men også med ture til Sønderjylland, Sjælland og rundt på Fyn. Programmet kan ses på sidste side i dette nyhedsbrev. I 6 uger har de unge på...
Årsfest 2021
Årsfest 2021 Skoleåret er slut og i torsdags fejrede vi det sammen med de unge, deres familier, bestyrelsen og gode venner. Det er en helt særlig begivenhed, som vi i år har valgt at kalde en årsfest. Vi holder meget af mærkedage og værner om dem, da det er en...
Leder Bente Hansen
Tlf. 21 49 57 04
bente@opholdsstedet-bogense.dk
CVR-nummer 27829317
