En tidligere elev på Opholdsstedet i Bogense fortæller

I det følgende kan du læse om en af vores tidligere elever, der fortæller om sin tid før, under og efter sit ophold på Opholdsstedet i Bogense.

Jeg hedder Nicole og er 26 år gammel.
Jeg er født og opvokset i Helsingør i Nordsjælland, hvor jeg har haft min 0.-7. klasse, indtil jeg kom på efterskole i Rødbyhavn i 8. klasse.

Mit liv i turbulens

Mit liv har været frygtelig turbulent i maaange år. Præget af en dysfunktionel familie, uvenskaber og en masse alvorlige sygdomme. I sidste ende tror jeg egentlig, at min verden væltede, da min far i 2004 blev alvorligt syg.

Jeg var blot 10 år gammel. Underligt nok så kom min voldsomme og rebelske reaktion først som 12-årig og jeg skal da lige love for, at jeg reagerede på alle forkerte måder.
Mit selvværd og min selvtillid var helt i bund, også grundet mobning i folkeskolen. Jeg havde bumser i hele ansigtet, var småtyk og havde vilde, suicidale tanker. Helt automatisk fandt jeg vej ind i de forkerte kliker, der var fyldt med kriminalitet, alkohol, sex, stoffer og vold.
Jeg gav ganske simpelt op på livet dér. Jeg kunne ikke magte den kontinuerlige og udmattende modgang.

Det gik over al forventning

Jeg tænkte ’fuck det hele’. Jeg kom så på efterskole, men blev smidt ud derfra af fuldstændig legitime årsager, og her gik det op for Helsingør kommune og min farmor, som på daværende tidspunkt var min værge, at jeg havde alvorligt brug for hjælp. Jeg kunne ikke bo i nærheden af min hjemby og min familie. Den 9/9 2008 ramte jeg Bogense og flyttede ind på opholdsstedet. Den første tid på opholdsstedet var turbulent. Jeg kunne ikke indordne mig under reglerne og det, at en leder og pædagoger skulle bestemme over mig – der var i hvert fald ingen, der skulle fortælle mig, hvad jeg skulle. Jeg skulle konstant og hele tiden diskutere med dem, smække med døre, svine dem til osv. (I know: klassisk teenager). Desuden er det heller aldrig nemt, som udfordret og problematisk teenager, at komme ind i en anden ’flok’, men det gik egentligt over al forventning.

Det hjalp så også en del, at jeg kendte Mathias, da jeg flyttede derover og at Torben og Zeki tog imod mig. To fantastisk, varme og jordnære mennesker, jeg altid vil være taknemmelig for at have mødt. Årene – i hvert fald det første skoleår på Bogense Heldagsskole var kaos. Jeg gad generelt ikke skole, lektier, underviserne osv. Men dét, der gjorde udfaldet for mig, var klart, at underviserne fandt andre måder at undervise os på. Man blev vurderet individuelt og så blev undervisningen tilrettelagt derfra og ud fra den unges viden og kompetencer. Det der gjorde forskellen.

Det der gjorde forskellen

Den fantastiske skude til ”Den Store Bjørn” (DSB), leder Bente Hansen og Lena Jensen viste sig at være min redning.

Jeg fik helt spontant lov til at sejle med DSB i 3 uger, fra Sicilien til Malta – og jeg har ALDRIG
fortrudt det.

Det er det bedste, jeg har gjort for mig selv i hele mit liv. Det var her mit ’voksne’ liv startede. Jeg fik min 9.- og 10.klasse. Jeg fik mig en søfartsuddannelse og karriere. Noget jeg har taget med mig fra min tid i Bogense er klart: ”almen respekt og pli overfor dig selv og andre”. At ingen mennesker er ens og at alle skal have en chance. Og her gjorde Kina-rejsen et kæmpe indtryk på mig. De havde ingenting, sad 3 børn på en skolebænk, hvor der slet ikke var plads til dem, i flere cm støv og skidt. Og så sidder vi en flok unge mennesker og piver over, at vi ikke kan få det bløde toiletpapir. Det lærte mig at sætte pris på, hvad vi har – og at få det bedste ud af den givne situation. Der var engang én, der sagde til mig: ”Så stol dog på dig selv og din egen intuition, pigebarn! Du er og kan så meget mere, end du tror”
”TRO PÅ DIG SELV, FOR JEG TROR PÅ DIG”!

Fremtidsplaner

Jeg står nu og har 3 uddannelser og arbejder lige nu som Social- og Sundhedsassistent, hvor jeg er ressourceperson for skærmbesøg i team 1 på mit arbejde og er i gang med SSA- Praktikvejlederkursus.

Jeg træner en del, da min store passion ligger i det akutte præhospitale, og jeg vil gerne være paramediciner, som har nogle ret hårde, fysiske krav og kræver ekstrem god form.

Hvis jeg skulle give noget videre til en anden ung og evt. ny på opholdsstedet, vil det først og fremmest være: TRO PÅ DIG SELV! Det hele virker fuldstændig uoverskueligt og ”kampen” for et bedre liv virker komplet urealistisk. Men for dælen hvor er det det værd! Stram hjelmen og lyt til de voksne (de kan altså godt sige noget klogt – haha). Start med de små skridt, lad være med at stresse igennem tingene. Om man vil det eller ej, kan man ikke stresse igennem sine drømme, mål og sit liv. Det tager den tid, som er nødvendigt. Kæmp for dine drømme og dit liv – kun du er i sidste ende ansvarlig for det.

Og hey! Det er helt okay at tage imod hjælp – og her skal du/I bruge de voksne. Man er ikke svag, fordi man beder om eller får hjælp. Opholdsstedet og de mennesker, jeg har mødt på min rejse igennem tiden, har givet mig både gode og dårlige minder. MEN de rustede mig SÅ godt til det voksne liv og medfølgende ansvar, at jeg ikke kan takke dem nok.
Opholdsstedet har været med til, at jeg står, hvor jeg står i dag.

De var min redning.
Af hjertet tak